Klinik Mehlsen

Underoverskrift

Vippelejetest

En vippelejetest er en undersøgelse, hvor man bruger et vippeleje til at undersøge det autonome nervesystems evne til at regulere puls og blodtryk. Det autonome er den del af nervesystemet, som vi ikke selv kan kontrollere.

 

Der er ingen forberedelse til undersøgelsen. Ved selve undersøgelsen bliver du lagt til rette på et leje, der kan vippes op næsten til stående stilling (hovedet opad). Du får påsat følgende udstyr, som tilsluttes til en computer: Tre elektroder på brystkasse og mave, en blodtryksmanchet på overarmen og to små blodtryksmanchetter på henholdsvis pege- og langfingeren. På den måde kan vi registrere EKG, hjertefrekvens (pulsen), blodtryk og vejrtrækning under hele undersøgelsen.

 

Undersøgelsen starter med, at du sidder på lejet og får målt puls og blodtryk under to forskellige vejrtrækningsmanøvre - én, hvor du skal puste kraftigt ud mod en modstand i 15 sekunder (Valsalvamanøvre) og én, hvor du skal trække vejret dybt og langsomt i mindst 1 minut. Efter at have hvilet i liggende stilling i 10 minutter, skal du rejse dig fra lejet til stående stilling. Her skal du stå i 5 minutter, hvorefter du lægger dig ned og hviler. Efter ca. 10 minutters hvile, vippes lejet langsomt op til ca. 60 graders hældning. Der skal du - sædvanligvis - stå i 10 minutter, men længden af denne fase bestemmes af dine forudgående symptomer og kan vare op til 45 minutter.

 

Du skal regne med, at undersøgelsen samlet tager 1-1½ time. Af hensyn til undersøgelsesresultatet henvises evt. pårørende til venteværelset. Vi kan desværre ikke give dig resultatet af undersøgelsen med det samme. Resultaterne skal først bearbejdes og vurderes af lægen, som så vil kunne give dig besked enten telefonisk eller ved næste konsultation.